Bara er en ny kajak fra Arrow/Zegul, som går for at være en mellemting i mellem Play og Empower, altså en forholdsvis lang og hurtig kajak, som har arvet nogle af Playens gode manøvreringsegenskaber. Jeg er meget glad for min Empower, men holder også af at ro i Play, når der skal leges lidt mere, så det var derfor med nogen forventning at jeg tog Baraen en tur på vandet i dag.

Det første indtryk er at den er stor! Cockpittet er enormt – mit spraydeck (Seal 1.4) kunne kun lige lukkes om karmen. Kajakken er bred (56 cm i mod Empowerens 53 cm og Playens 54 cm), og med 526 cm er den lidt længere end Playens 513 cm. Bagdækket er højere end i Empoweren; jeg mærker cockpitkarmen i ryggen på en anden måde end jeg plejer og mit træktov støder imod cockpitkanten selvom jeg sætter det højt på kroppen, og det giver en kedelig træthed i ryggen efter en times tid. Der er langt op til knæstøtterne – jeg kan godt få fat i dem, men det er ikke en naturlig stilling. Jeg er 193 cm og vejer 85 kg – jeg burde være en roer i den størrelse kajakken er designet til, men jeg føler mig lille i den. Så – der er plads til lange, store eller brede roere; andre vil nok føle sig lidt små.

Jeg havde den ude på en tur på 23 km i omkring 8 m/s. Den manøvrerer godt og virker hurtig. Jeg havde vinden i ryggen på den første del af turen, og lå på omkring 9 km/t – Baraen surferede fint på bølgerne men virkede noget vindfølsom. Den var ikke lastet og havde højt fribord (4 fingre fra vandet til dækket ved hoften). Den kunne fint stabiliseres med finnen, men virkede stor i vinden. På vejen hjem med vinden lige i hovedet, gik det selvsagt noget langsommere – det var svært at holde den på 6 km/t.

Den har den velkendte tydelige kant som man kender fra Empoweren og Playen og det er nemt at præcisionskante omkring sten og badebroer.


En stor kajak til store roere – efter et par timer i modvind længtes jeg meget efter en kajak, der sidder lidt tættere! Jeg synes det er forkert at sælge den som en mellemting imellem Play og Empower – det er en bred kajak med et stort cockpit som har nogen af de gode Arrow-egenskaber, men er for stor til mig. Til gengæld er den ikke så svær at stå op i!