Blog Image

Kajakdrømme

Kajakdrømme

Denne blog fortæller om mine kajakoplevelser; ture, tanker, drømme og planer. Jeg håber den kan være til inspiration og glæde - det er den for mig.

Endelave, 496 km

Sommertur 2014 Posted on Fri, July 11, 2014 22:51:16

Dagen bød på to dilemmaer: at krydse, eller ikke krydse, og almindelig eller stor portion stegt flæsk med persillesovs.

Morgenen startede langsomt i shelteren ved Trelde Næs. Jeg havde et par kryds foran mig, så jeg tog våddragt på fra morgenstunden, selvom det så ud til at blive en varm dag. Første kryds var de 6 km over Vejle Fjord – ingen problemer her, det var stille og smukt i morgensolen. Jeg krydsede over til den fine lille herregård Rosenvold. I øvrigt endnu et godt eksempel på, hvorfor man skal opleve Danmark i en kajak; bygninger, parker og byer ser bare så flotte ud fra vandet – alt åbner sig jo mod vandet, men lukker sig ofte mod nysgerrige blikke fra land. Et andet eksempel var Hindsgavl ved Middelfart – sikke et syn at ro forbi der.


Kig ind i Vejle fjord fra Trelde Næs

Det gik videre ud langs Barritskov – en 10 km lang strækning, hvor der kun er skov og intet andet. Så flot – helt øde. Det er et sted, man kun kommer forbi på en langtur, så da jeg mødte en anden kajakroer, måtte det være en ligesindet – og ganske rigtigt, det var Søren Walter, der var ude og træne til sin Danmark Rundt tur i august. Vi fik en god snak om langture og hans planer. Han ror turen som en velgørenhedsevent – følg ham og hans kajak Olga på La Vida og Olga på Eventyr på facebook.

Ved Juelsminde var det slut med at være i læ af kysten; da jeg rundede pynten stod nordøstenvinden ind med 6 m/s, og der var godt med bølger – som om Kattegat bød velkommen hjem til Lille My med en rigtig fest. Vi morede os – men det sprøjtede godt og Lille My plaskede ned af bølgerne og ramte dalen med et dybt “thump” efter hver større bølge. Planen var at nå Endelave, men jeg krydsede først de 5 km over til As Hoved for at se, hvordan det gik. Ingen problemer – det blæste, men bølgerne stilnede af og det gik fint. Ved As Hoved så det dog lidt mere spændende ud videre over til Endelave. Jeg lagde mig i læ, tjekkede kurser, tider og vejrudsigt en ekstra gang. Det ville ikke blive værre end dette – tværtimod skulle vinden lægge sig lidt. Der var ingen steder at gå i land – klokken var fire, krydset ville tage to timer, så hvis jeg skulle over inden aften med sikkersmargin skulle det være nu. Jeg tjekkede mit sikkerhedsudstyr en ekstra gang og kastede mig ud i det. Det var ret skægt…. Bølgerne kom ind lige forfra, og så er det ikke svært at ro, det er bare at gynge med op og ned og udnytte tyngekraften på vej ned i dalene, så godt man kan. Men op og ned gik det. Efter 45 min stilnede vinden som forudsagt og resten af turen over var ret fredelig.

Der var godt gang i den ud for Juelsminde…

Jeg nåede Endelave lidt over seks som planlagt og gik i land ved campingpladsen ved havnen. Og sikke en lise efter den tur; et hyggeligt lille sted, med en kæmpe plæne til mit telt, og en fin lille cafe med lokalbrygget øl og stægt flæsk i rigelige mængder. Jeg fik et bad – og derefter en stor portion. Tak at der findes sådanne åndehuller!

Ahh… this must be heaven!

Jeg er nu godt 60 km fra Fuglsø og vi kan næsten dufte skrænterne på Helgenæs!! Planen er at krydse de 13 km til Samsø i morgen, hvor det er stille, og så nå så langt op af vestkysten som muligt. På søndag lover de 8-10-12 m/s fra kl 8 til 18, og det skal jeg ikke nyde noget af – så jeg tror jeg skal rigtig tidligt op søndag, og nyde turen til Helgenæs i solopgangen – det vil også være en perfekt måde at afslutte denne del af turen på. Jeg glæder mig SÅ meget til at gense Fuglsø Strand, min kajakhjemmebane nr. 1, og Helle og ungerne!



Trelde Næs, 457 km

Sommertur 2014 Posted on Fri, July 11, 2014 06:34:57

Dagen startede paradoksalt nok med, at jeg var løbet tør for salt… Lidt grotesk efter at jeg havde brugt lang tid på at vaske saltflagerne af ansigtet aftenen før. Så min havregrød med hasselnødder, mandler og rosiner blev lidt vel fersk. Jeg fik pakket sammen og var på vandet kl 8:30. Det tager typisk 2.5 time fra jeg står op til jeg er på vandet, hvis jeg sover på en campingplads. Hvis det er et primitivt overnatningssted tager det 2 timer.

Blæsten fra i går havde lagt sig, men det var kun tilsyneladende. Efter et par timer tog den fat igen, og der stod ret konstant 5-6 m/s fra NØ – dvs modvind. Turen gik fredeligt ud omkring Wedellsborgs jorder, men ved Wedellsborg Hoved ramte blæsten mig. Krydsene over Tybrind og Føns Vig blev lidt seje. Jeg stoppede op og fik frokost og en lille lur ved en strand på Fønsskov-halvøen, der går langt ud i Lillebælt.

Bortset fra blæsten var det smukt vejr, solen skinnende fra en stort set skyfri himmel, og der var masser af sejlskibe på vandet. Det er anden dag uden kasket, men jeg fandt ud af, at min fleecehue er fin til at beskytte mod solen – det bliver ikke for varmt. Ser måske lidt sjovt ud at ro rundt med hue i 25′, men so be it.

Efter frokost gik turen ind i Fænø Sund ved Middelfart, et smukt lille stræde, hvor bøgen ikke bare spejler sig, men næsten vokser ude i bølgen blå. Der var en trafik uden lige, med masser af sejl- og motorbåde. Det var helt stressende – Langelandsbæltet var jo vand ved siden af dette. Og midt i hurlumhejet af skibe og mennesker, dukkede der pludselig 3-4 marsvin op. Helle havde sagt, at jeg ville se marsvin i Lillebælt, og det holdt stik – lidt sjovt, efter at have roet så mange timer for mig selv i stille vand, at det så er her, at jeg ser de første… Jeg glæder mig sådan til at se marsvin igen ved Helgenæs!

Fænø Sund

Turen under de to Lillebæltsbroer var flot – der var bølger, refleksbølger, vind og strøm, så Lille My dansede lystigt op og ned. Ved Strib krydsede jeg over bæltet til Fredericia og lagde ind ved Østerstranden og tog en pause og en stor is. Klokken var seks, så jeg fortsatte lidt længere nordpå – jeg blev næsten overhalet af en roer fra Fredericia Kajakklub og vi fulgtes lidt ad. Han fortalte mig, at der er shelters på Trelde Næs ved enden af Vejle fjord, tæt ved vandet – dem tager jeg – så kunne jeg vente med at krydse fjorden til næste dag. Det tog lidt tid at finde dem – der er to steder, jeg fandt kun det ene, med hjælp fra en naturvejleder herude. Der er lidt langt at gå fra vandet – så klokken blev halvti inden jeg havde fået installeret mig. Men nu er jeg her, og har fået chips, et glas vin og karryris med tun og majs – og livet føles ret godt, efter en flot, lang dag på vandet!


På vej mod den gamle Lillebæltsbro

Passage under den nye Lillebæltsbro