En rigtig blæsevejrsdag! Fra kl 11 og frem stod der ret konstant 7 m/s i Ø med vindstød, der var kraftigere. Jeg kom afsted kl 10 og krydsede til Helnæs i mens det endnu var lidt stille. Herefter tog blæsten fat – noget af turen lå jeg i læ af kysten, men der var en del stræk hvor der var sidevind for fuld kraft. Det er oppe på en styrke, hvor det rykker godt i pagajen under vindstøddene, så man holder godt fast. Jeg gik ret tæt på land, så der er ikke noget farligt ved det som sådan, men man er lidt lille overfor kræfterne i sådan et vejr. Heldigvis havde jeg også et stykke, hvor jeg skulle stik V, og jeg fløj henover vandet med vinden i ryggen.

Jeg kom forbi Assens og sendte kærlige tanker til min søster Britta og hendes familie, der tit holder ferie i sommerhus der.

Jeg lagde til aften ved en fin campingplads ved Sandager Næs, ca 10 km N for Assens. Jeg lignede et saltuhyre, da jeg kom ind på grund af alt vandsprøjtet i vinden; mit tøj var hvidt, der var plamager af salt i mine øjenbryn og mit hår strittede stift til alle sider. De kiggede tavst og undersøgende på mig i receptionen. Godt man kunne få et varmt bad!!

Det skulle blive lidt mere fredeligt i morgen, det glæder jeg mig til!