Det blæste en del i morges fra N, og der var små hidsige bølger. Det så for træls ud, så jeg valgte at se dagen lidt an. I stedet gik Nenia og jeg den lange vej fra den ene ende af Avernakø til den anden, for at proviantere og kigge os lidt omkring. Der var en fin lille købmand, og vi kiggede også indenfor i den lille kirke. Der bor 100 mennesker på øen, der ligger en kort færgetur fra Fåborg.

Om eftermiddagen lagde vinden sig, så vi spiste noget aftensmad ved femtiden (frisk grønt fra boderne på øen, med spejlæg til) og pakkede så sammen, for at udnytte til fine vejr til at komme videre. Kl seks var vi på vandet og krydsede over mod Knuden ved Fåborg. Her skiltes vi – Nenia og Mille skal videre ud i det blå i det fynske øhav, og Lillebælt med skønhed og strøm kalder på mig.

Da jeg nåede færgelejet i Bøjden blev det mørkt, det tordnede i det fjerne, min snartphone havde ikke mere strøm og min kajaktelefon kunne ikke finde SIM-kortet – og så mistede jeg også min kasket! Dårlige tegn, så jeg lagde ind på en campingplads ved Bøjden, fik et bad og en bid mad og faldt i søvn til regnens trommen i mod teltet.