Dagens dilemma var, hvilken vej jeg skulle tage over Langelandsbæltet. Allerhelst ville jeg gerne ro ned til albuen for enden af Nakskov Fjord og så krydse der, fordi sejlrenden er smal og lige der. Men inden jeg nåede derned ville klokken være 12 og så ville både vind og strøm tage til – de lovede 2 knob strøm mod N efter 12 og det er ikke sjovt i en havkajak – i hvert tilfælde ikke når det er i en sejlrende og det ikke er i den retning man gerne vil. Alternativerne var at stikke lige over – kortest muligt, 13 km, og dermed sikrest? Problemet er at sejlrenden knækker her og det betyder at det er svært at navigere på tværs, og der var ikke nogen gode bøjer at styre efter. Jeg valgte derfor efter mange overvejelser løsning 3 som var at ro tilbage nordpå – 6 km – og finde en kompasbøje der og herfra krydse først rute H via den midtafmærkningsbøje, der er derude, og herefter krydse rende DW, der er bedre markeret med bøjer her.


Ruten over Langelandsbæltet

Der er mange fordele ved at bruge bøjer når man krydser. Dels er de nemme at styre efter og kan ses på lang afstand, så man er ikke i tvivl om, man er på rette kurs. Man kan også bruge dem til at tjekke, om de kurser, man selv har stukket på forhånd, passer, eller om vind og strøm driller mere, end man har taget højde for – det er også godt at vide. Det er rart at holde pauser ved en bøje – man er synlig for den øvrige trafik på en indirekte måde. Og endelig er det bare psykisk rart at bryde et stort kryds op i deletaper – 3 etaper af 4 km føles bare mere overskueligt når man er på åbent vand end et langt kryds på 12 km.

Så jeg valgte model 3 – og lagde ud kl 8. Efter 55 min var jeg ved kompasbøjen som ventet. Og ikke et skib var i sigte! Det var lidt diset – så jeg scannede horisonten igen og igen, men der var stille. Jeg havde vind og bølger i ryggen på vej over mod midtbøjen ved rute H så det var en ren fornøjelse – en velstemt kajakgud puffede mig blidt derover – og stadig ingen skibe. Jeg fortsatte glad mod rute DW, men da jeg var lige ved at krydse den, dukkede der en stor tanker op i horisonten. Jeg vidste at der ville gå ca 15 min til han lå ud for mig og jeg kunne måske nå at krydse på den tid, men ville ikke tage nogen chancer – selvom jeg er tungt lastet gungrer jeg ikke meget i forhold til 250m olietankskib. Så jeg ventede pænt – roede lidt sydpå langs kanten af sejlrenden indtil har var forbi og jeg kunne krydse. Eneste lidt nervepirrende moment var knækket i sejlrenden som betød at han i 5-10 min styrede LIGE i mod mig. Jeg vidste, jeg lå rigtigt uden for renden, og at han ville rette op om kort tid – men et er teori, et andet er praksis. Men han gjorde som han skulle – rettede op og gik pænt forbi mig og jeg var glad – krydsede over efter ham og kom i læ af styrbordsbøjen – der var stadig 5 km til kysten med 1 knobs nordgående strøm, men det værste var ovre.

Vel på den anden side gik jeg i land. Tre en halv time og 19 km i Langelandsbæltet – der er kun 13 km lige over, resten var mine ture op og ned i bæltet. En rigtig fed oplevelse – men man skal kigge sig godt for derude!

Næste problem var mine teltstænger! Jeg elsker mit telt, men jeg hader stængerne – nu har jeg knækket 7 led på kun en uge – og de knækker spontant og alle vegne. I nat var det 4 led, der knækkede. Nu var der tid til at tænke på det – ind på stranden og så ringe rundt – Seuf, hvor jeg har købt det, tager ikke telefonen om lørdagen – men det gør de i Spejder Sport – tænk over det, hvis I skal købe udstyr! En meget venlig fyr fik lagt nogle nye stænger til side – og Helle reddede turen ved at hente dem til mig og køre herover med dem – TAK min skat. Jeg fik booket en hytte på en campingplads i Spodsbjerg og nåede lige at få et bad og få en steg i ovnen inden Helle, Asger og Thea rullede ind. Vi fik også is og var til havnefest – ret god løsning på mange måder!