Blog Image

Kajakdrømme

Kajakdrømme

Denne blog fortæller om mine kajakoplevelser; ture, tanker, drømme og planer. Jeg håber den kan være til inspiration og glæde - det er den for mig.

Faxe Ladeplads, 100 km

Sommertur 2014 Posted on Sun, June 29, 2014 19:53:11

Jeg ligger i mit telt i skovkanten og kigger ud over vandet i mod Møn i det fjerne, lytter til de sidste regndråber på teltet. Her er ret dejligt! Krop og sjæl har det godt efter 46 fine km rundt om Stevns Klint, 8.5 time i kajakken uden at være på land, bare for at prøve det. Det var fint. Jeg lagde ud fra Køges Kano og Kajakklub sammen med deres søndagsroere, det var meget hyggeligt. Det fortalte at sidst de havde set en Empower var for et par uger siden, hvor Fylkier var overnattet der på sin vej Danmark Rundt – lidt sjovt.

Det var blikstille og let diset, og havet var som fortryllet. Der var ingen horisont – himmel og hav glad sammen – og helt stille. Det vi kalder en Truman himmel, efter den scene i The Truman Show, hvor vores helt i blikstille vejr sejler lige lukt ind i horisonten, der i virkeligheden bare er et synsbedrag. Det var ret magisk – pludselig havde jeg fornemmelsen af at kunne falde i søvn mens jeg roede… Gad vide om man kan rulle i søvne?


Truman-himmel i Køge Bugt


Blikstille – bogstaveligt talt.

Turen rundt om Stevns Klint var meget fin – der var næsten ikke et øje nogen steder, og jeg havde det hele for mig selv. Så en ilder inde på stranden da jeg spiste frokost. Det var flot at runde Højerup Kirke der ligger på kanten af skrænten og delvist er styrtet ned, og sjovt ro forbi Stevnsfortets gamle anløbsmole – en betonmole og et sort hul ind i klinten – lignede noget fra Navarones Kanoner.

Frokost på vandet
Gammel anløbsmole ved Stevnsfortet

Nu vil jeg lave mig en gang bøf stroganoff – og glæder mig både til at spise den og lette kajakken for 560g 🙂



Køge 54 km

Sommertur 2014 Posted on Sun, June 29, 2014 00:26:05

Dagen startede langsomt – havnen var helt stille, selvom jeg havde udsigt til Rådhustårnet under min morgenmad. Det er dejligt, der endnu findes små lommer af den slags midt i alle havnens moderne og tjekkede byggerier. Kl. 9 var jeg ved at være klar. Dagens første læring: Lad være med at sjuske når man pakker sin kajak – tingene KAN ikke være der, hvis de ikke ligger ordentligt! Dagens anden læring: Lad være med at tage varme uldlag på før man HAR båret alting ned og pakket!

Strømmen ved sluseholmen gik den forkerte vej – det havde jeg ikke fået tjekket og har også roet imod den før sammen med Henrik og Nenia, så jeg tænkte ikke så meget over det – men den var umulig at komme op ad i dag. Prøvede to gange i min tungtlastede kajak og besluttede så, at der var bedre måder at bruge kræfterne på. Men heldigvis blev slusen åbnet bare for mig og Lille my af den venlige slusemand. Sjovt at prøve – og jeg sendte en kærlig tanke til Henrik og alt hans bøvl med sluserne på Göta kanalen sidste sommer, hvor de ikke ville have kajakker med.

Slusen ved Sluseholmen

Det var stille og diset og jeg nød turen – ud under motorvejen, forbi kraftværket ved Avedøre og så ellers bare langs kysten i Køge bugt. Jeg gik i land ved Mosede Havn ved Greve, hvor Dan, Christian og Cecilie hentede mig, så jeg kunne nå at få pakket ud og få et bad inden Christians studenterfest om aftenen. Meget hyggeligt!


Avedøreværket

Nu ligger jeg i mit telt og glæder mig til morgendagens tur til Stevns Klint i det stille vejr, de har lovet. Min søster Britta mener, at jeg skal køres tilbage til Greve i morgen og sættes i der igen – men jeg har forklaret hende at min tur mere er som Tour de France – og 3. etape starter altså i Køge!